Kulturer i Mexico City, CDMX
Med sine tæt på 21 mill. indbyggere er La Ciudad de México, eller CDMX som den nu kaldes, en millionby i sværvægtsklassen.
Faren for jordskælv gør, at bebyggelsen med enkelte undtagelser ikke er højere end 6-7 etager i det ældre centrum, mens de nyere jordskælvssikrede kvarterer rager noget højere op. Byen dækker derfor et areal på størrelse med det halve af Fyn, og selv om byen har et veludbygget metro og bussystem, kan det tage timer at nå fra den ene ende til den anden.
Hovedstad for Jordskælv
I 1985 ramte et særligt voldsomt jordskælv CDMX. Skælvet målte 8.1 på Richterskalaen, og selv om epicentret var 400 km væk, var effekten på byen enorm. La Torre Latinoamericana blev stående, men en stor del af centrum blev lagt i ruiner.
Hvad man byggede derefter, er jordskælvssikret, men jordskælvet er en del af årsagen til, at ikke hele centrum er gentrificeret, som man ellers ser det i andre af den vestlige verdens millionbyer. (se más sobre... for mere om jordskælv).
CDMX lokker stadig flere indbyggere til fra hele landet. Tilflytternes 'bagage' af kulturer smelter sammen og giver storbyen det mangefarvede udtryk, der møder den besøgende. Her i kapitlet finder du et par af dem.
Indenfor gåafstand kan man bevæge sig fra Zócalos stilige butikker og dyre restauranter, drikke hinanden under bordet i Tequila og hyre Mariachis på Plaza Garibaldi, høre rap eller opera i parken ved Bellas Artes eller besøge Doña Quetas tempel for La Santa Muerte i Tepito kvarteret. Bortset fra, at man af sikkerhedshensyn bør tage en taxi derud, hvis man altså kan finde en, der tør at køre turen...
La Torre Latinoamericana, Alameda Central og Bellas Artes
La Alameda ved Bellas Artes blev smukt restaureret i 2012, bla. med hjælp fra rigmanden Carlos Slim (se afsnittet om Economía), men kun et par gader væk ligger forsømte kvarterer med faldefærdige huse.
El Centro Histórico
Det moderne Mexico er bygget ovenpå aztekernes hovedstad, Tenochtitlán, der med sine 200.000 indbyggerne allerede dengang var en af verdens største byer.
Spanierne ødelagde byen i 1520 og genbrugte en del af stenene, og ser man på Katedralen bagfra, kan man genkende stenene fra Templo Mayor, aztekernes helligdom. Under gaderne omkring El Templo Mayor og Zócalo pladsen dukker stadig arkæologiske fund frem. Bl.a. fandt man under udgravninger i 2017 et tårn af kranier.
La Alameda Central
La Alameda Central blev grundlagt ovenpå en tidligere en aztekermarkedsplads, så det er ikke noget nyt, at folk samles her.
Pladsen med poppel- og jacaranda-træer er også centrum for den berømte muralista, Diego Riveras Sueño de una tarde dominical en La Alameda Central fra 1946-47. På maleriet flokkes skikkelser fra Mexicos historie: La Malinche og Porfirio Díaz krydser veje med figurer som La Calavera Catrina, ogDiego Rivera har desuden malet sig selv i barneskikkelse foran sin hustru, Frida Kahlo.
Maleriet befinder sig på Museo Mural Diego Rivera på den ene ende af La Alameda-pladsen. Her beundres maleriet på museet.
Más sobre: rystelser og jordskælv
Fredag d. 8 september 2017, ramte et jordskælv, der målte 8.1 på Richterskalaen Mexico City, men epicenteret lå i det sydlige Mexico, så de største skader skete der.
Det betød dog ikke, at hovedstaden gik i fri i denne omgang. Den 19 september 2017, netop på årsdagen for det store jordskælv i 1985 og et par timer efter, at man havde afholdt den årlige beredskabsøvelse for jordskælv, lød alarmerne igen, samtidig med at et nyt jordskælv rystede millionbyen.
Dette jordskælv målte 7.1 på Richterskalaen, men da epicentret i denne omgang lå i Puebla, kun ca. 150 km væk, fik det flere bygninger til at styrte i grus og veje til at kollapse. Hårdest gik det igen ud over centrum og området omkring Xochimilco.
Den store forskel fra dengang til nu er bevidstheden både om jordskælvssikring af bygninger og om sikkerhedsadfærd i befolkningen. Alle offentlige steder har nu jordskælvsstrategier, og denne gang begrænsede dødstallet sig til 305 (167 i Ciudad de México) mod de 10.000 mennesker, der efter jordskælvet i 1985 blev meldt døde og savnede.
Til gengæld gav katastrofen anledning til et kæmpe solidaritetsarbejde i byen. Folk organiserede sig i hjælpebrigader, donerede vand og tæpper, eller smurte sandwich til hjælpebrigaderne.
Læs mere om solidaritet og nødhjælpsarbejde i forbindelse med jordskælvet.
Følg med i seneste jordskælv i Mexico på UNAMs side